fbpx

Sønderborg Slot byder fortsat gæsterne velkommen

I de seneste uger har Sønderborg Slot oplevet en stor tilstrømning af gæster. De mange gæster vurderer Museum Sønderjylland skyldes flere forhold: det blandede sommervejr, en stor, opsparet lyst til at opleve kulturen efter de mange måneders Corona-nedlukning, men i særdeleshed også en øget interesse for den nye store udstilling ’100 år med Danmark - Sønderjylland siden Genforeningen’, som lige nu vises på slottet.

 

De seneste dage har man i medierne kunnet læse, at Sønderborg Slot fraråder gæsterne at komme og besøge slottet. ”Den udlægning er vi selvfølgelig kede af. Der er ikke noget, vi hellere vil end at byde gæster indenfor på vores spændende museum” siger direktør Henrik Harnow, og vi kan sagtens sikre alle en god og sikker oplevelse.

 

De skarpe udlægninger i medierne kommer, efter at Museum Sønderjylland på museets hjemmeside og sociale medier har opfordret gæsterne til at planlægge deres besøg for at undgå for meget kødannelse og sikre en god oplevelse for alle besøgende.

 

”Vi kan se, at det særligt er kl. 10.00, når vi åbner, at der har været en kø foran slottet. Derfor opfordrer vi vores gæster til at sprede deres besøg ud og eventuelt komme efter kl. 13.00, hvor de første gæster begynder at forlade slottet” siger Publikums og Formidlingschef Nina Nørgaard Jørgensen.

 

Hun understreger også, at Sønderborg Slot med godt 4500 m2 og har plads til hele 1125 gæster på samme tid og vil fortsat kunne overholde de gældende retningslinjerne. Dette besøgstal har slottet endnu ikke været oppe på. ”Når vi på vores egne platforme, går ud og beder vores gæster overveje tidspunktet for deres besøg, er det for at skabe den bedst mulige oplevelse for dem. Vi har indkaldt ekstra mandskab og er er godt gearet til at håndtere den velbesøgte højsæson,” siger Nina Nørgaard Jørgensen.

 

Museum Sønderjylland har de seneste år arbejdet målrettet med at styrke museets fyrtårn Sønderborg Slot. Her har der været arbejdet med nye, større udstillinger og særudstillinger – og flere er i vente de kommende år. Desuden er der sket en modernisering af butik og publikumsarealer og ikke mindst har Museum Sønderjylland skruet gevaldigt op for markedsføringen af Sønderborg Slot.

 

”De flotte besøgstal, vi ser lige nu, taler i høj grad ind i den tendens vi så før Corona-nedlukningen. I januar åbnede vi den nye store udstilling ’100 år med Danmark - Sønderjylland siden Genforeningen’, og i de første måneder af 2020 oplevede vi også næsten en fordobling af besøgstallet på slottet sammenlignet med året før. Det er derfor meget glædeligt at se, at gæsterne så hurtigt vender tilbage til slottet og stadig har stor interesse for at opleve de mange spændende historier, slottet byder på,” siger direktør Henrik Harnow.

 

 

Museum Sønderjylland forventer, at de gode besøgstal kommer til at vare det meste af sommeren og glæder sig til at byde alle de mange besøgende velkommen på slottet.

 

For yderligere information kontakt:

 

HENRIK HARNOW
DIREKTØR, PH. D.
D +45 51 30 32 98