Ny viden om 10 millioner år gammel næbhval fra Gram Lergrav

Den videnskabelige behandling af en næbhval fra den ca. 10 millioner år gamle havbund fundet i Gram Lergrav er netop blevet udgivet i det anerkendte tidsskriftet Royal Society Open Science. Det er den største uddøde næbhval, man kender til og kun det andet fund af en uddød næbhval fra Skandinavien.

Den nye næbhval adskiller sig på flere måder markant fra den såkaldte Mojn-hval, som er den eneste tidligere beskrevne næbhval fra Gram Lergrav. Ud fra underkæbens størrelse kan man se, at den nye næbhval var væsentlig større, ca. 5,5 – 7,5 m lang, mens Mojn-hvalen kun var 4 - 4.5 m lang. Forskellene viser også, at den måde de to næbhvaler spiste på var meget forskellige.

Mojn-hvalen fangede primært byttedyr som fisk eller blæksprutter med sine mange tænder.

Den nye næbhval havde færre og mindre tænder, men til gengæld havde den et meget kraftigt tungeben. Det betyder, at den har brugt en anden fangstmetode, nemlig at suge sit bytte ind i munden ved at lave et kraftigt undertryk i mundhulen, på samme måde som de fleste nulevende næbhvaler gør.

Forskellene i størrelse og fangstteknik har gjort, at disse to næbhvaler har kunne leve side om side i Gramhavet for 10 millioner år siden uden at konkurrere om de samme byttedyr.

Fossilerne fra Gram Lergrav er meget skrøbelige, og når knoglerne ligger oven på hinanden kan det være umuligt at få blotlagt alle dele af fossilet uden, at noget andet bliver beskadiget. For at sikre fossilet bedst muligt, for også at kunne se ind i selve fossilet, blev det brag til Aarhus Universitetshospital, hvor det blev CT-scannet. Ud fra scanningerne var det muligt at se detaljer på knoglerne, som ellers ikke havde været tilgængelige, og det har derfor været muligt at lave en mere dybdegående beskrivelse af fossilet af både indre og ydre strukture.

Bevaringen af fossilet er lidt usædvanlig, fordi der kun er meget få stumper af dyrets kranie tilbage. Det bevarede materiale består af en velbevaret underkæbe og tungeben, 14 tænder, kraniestumper, enkelte knogler fra luffen og et par ribben. Det gør det særligt vanskeligt at bestemme nærmere, hvilken type af næbhval der er tale om, fordi det ikke direkte kan sammenlignes med andre fossile næbhvaler. Vi har derfor ikke mulighed for  at bestemme, hvilken type af næbhval der er tale om og derfor er det heller ikke muligt at tildele den et videnskabeligt navn.

Studierne og beskrivelsen af hvalen er udført af den franske gæsteforsker Benjamin Ramassamy i forbindelse med et forskningsprojekt ved Museum Sønderjylland, Naturhistorie i samarbejde med Henrik Lauridsen fra Aarhus Universitetshospital og med støtte fra Kulturministeriets Forskningsudvalg.

Kontaktpersoner: Enhedsleder, Ph.D. Mette Elstrup Steeman Tlf. 65 370 889