fbpx
Q & A om Bevarings- og Læringscenteret

Q & A om Bevarings- og Læringscenteret

Q: Hvor ligger Det nye Bevarings- og Læringscenter?

 

A: Bevarings- og Læringscentret ligger i Brunde i Rødekro. Du finder det her:

 

1. Tag afkørsel 70b på Sønderjyske Motorvej og tag første frakørsel i rundkørslen (Kometvej).

 

2. Tag derefter anden frakørsel i rundkørslen (Brunde Øst), og efter knap 400 meter tag anden frakørsel i rundkørslen (Brunde Nord). Drej skarpt til venstre ad Voldbrovej.

 

Centrets adresse er:
MSJ Bevarings- og Læringscentret
Voldbrovej 5, Brunde
6230 Rødekro

 

Q: Hvorfor bygger Museum Sønderjylland et nyt Bevarings- og Læringscenter?

 

A: Museum Sønderjylland har en forpligtelse til at bevare de genstande, der er en del af museets samling, for eftertiden. Genstandene er national kulturarv og skal konserveres og opbevares, så de også kan berige og tale til kommende generationer. Derudover søger museet også at optimere forholdene for både sine ansatte og sine gæster. Centret giver helt nye muligheder for at invitere publikum og især børn og unge med ind i hjertet af museet og se det museumsarbejde, der ellers er skjult. Ved at kombinere konservering, opbevaring og læring bliver centret det første af sin art herhjemme.

 

Q: Hvad bliver opbevaret i centret?

 

A: Genstande fra hele Museum Sønderjyllands ansvarsområde bestående af historie, arkæologi, kunst og naturhistorie bliver opbevaret i centret, når de ikke vises på udstillinger. Det betyder, at i centret finder man alt lige fra hajtænder fundet i Gram Lergrav til værker fra Franciska Clausens samling - i alt omkring 250.000 genstande. Når Museums Sønderjyllands arkæologer frem over gør fund i sønderjyske udgravninger, vil de blive konserveret, registreret og analyseret i centret, inden de enten udstilles eller kommer på magasin.

 

Q: Hvem kan komme i centret?

 

A: Alle kan komme på besøg i centret, når Museum Sønderjyllands konservatorer og arkæologer i løbet af 2022 har indtaget det og pakket alle genstandene ud. Til den tid vil det blive muligt for klasser at booke undervisningsforløb, men også andre gæster vil kunne deltage i aktiviteter og foredrag med fokus på, hvordan man konserverer og opbevarer de mange genstande i museets varetægt, og hvorfor museet bevarer disse genstande til kommende generationer.

 

Q: Hvornår kan man komme og se det?

 

A: Bevarings- og Læringscenter står klar til indflytning af personale i løbet af sensommeren 2021. Til den tid vil alle genstande endnu ikke være flyttet fra de eksisterende magasiner til deres nye plads. Flytteprocessen er meget omfattende og vil fortsætte helt frem til 2022. En nærmere dato for, hvornår centret åbner for besøgende udefra, følger derfor senere.

For flere informationer om byggeriet kan du kontakte Museumsdirektør Henrik Harnow på tlf. 51 30 32 98.